søndag den 24. februar 2013

Hangover 3: Singapore

We had a sick night, bitches!


Massive tømmermænd dominerede dagen i går efter en lang nat med fest og farver. Simon og Christian bukkede under for alkoholens eftervirkninger, men Casper og Andreas udviste stort mod og drog afsted til Singapore Zoo, som var en times tid med offentlig transport væk fra vores hostel. Singapore Zoo fylder hele 47.000 kvadratmeter og den indeholder omkring 315 forsk. arter dyr hvoraf 1/6 anses som værende truet.. heriblandt var: Den Hvide Tiger, Løver, Jaguarer og fritgående orangutanger. Et fantastisk sted og klart et besøg værd på trods af tømmermændene! 

Trætheden og hovedpinen forsvandt dog endelig og vi måtte på den igen! Vi meldte os til en Pub Crawl med folk fra vores Little Red Dot og andre hostels i Singapore. I en stor flok af blandede nationaliteter gik vi fra bar til bar og sluttede på et stort diskotek. Hvert sted var der velkomstdrinks samt en konkurrence. Vi formåede i løbet af aftenen både at være vindere og tabere, hvilket bl.a. betød at Simon måtte bære en yndig tiara med matchende øreringe, hvilket han bar med stil.

Efter to dages fest og en masse forskelligt asiatisk mad valgte vi i dag at slappe af hjemme med musik og bøger samt en lækker bøf til aftensmad. Lidt aktive har vi dog været i dag, idet vi lavede en ghetto workout på en lokal legeplads. Stærke og veludhvilede føler vi os derfor klar til i morgen aften at tage til Australien.

lørdag den 23. februar 2013

Madturisme

Vi beklager over for vores faste læsere, at bloggen ikke blev opdateret i går, men vi var meget sent hjemme og vi skulle nå en fødselsdagfest med en gruppe unge indere, som vi har mødt på vores hostel. 

Vi brugte dagen på Sentosa Island, der ligger lige syd for Singapore by. På denne ø ligger Universal Studios, strande og verdens største oceanarium/akvarium. Sidstnævnte brugte vi mange timer på, og det var en helt fantastisk oplevelse at se, hvordan der var skabt hele økosystemer med koraler og havdyr, som du ikke har set det før. Der var alt fra selvlysende dybhavsdyr og kæmpekrabber til stingrays og store hajer. 

Vi er blevet vilde med det lokale madmarked og størstedelen af vores måltider foregår der. Dermed får vi smagt en masse forskelligt mad fra diverse steder i Asien. I går om aftenen var det således, at Simon spiste kinesisk mad, Casper spiste indisk, mens Andreas og Christian spiste Japansk. Alt sammen autentisk og super lækkert. 

Det lokale madmarked med borde i midten og 20-30 små køkkener rundt om.


Efter aftensmaden tog vi hul på alkoholen, som faktisk er overraskende dyrt i Singapore, før vi tog på en natklub kaldet Zouk. Stedet var kæmpe stort, og vi fik hurtigt charmeret os ind i VIP-området, hvor vi minglede med de dyre herrer og kvinder... 

En vanvittig aften! 

torsdag den 21. februar 2013

På eventyr i Singapore

Efter en hård nat med alkoholiske drikke vågnede vi sent op og begav os derefter ud i Singapore.
Dagen bød bl.a. på shopping i diverse shoppingcentre, en verdens- og anerkendt Lego-udstilling samt udforskning af Marine Bay Sands Hotel (hotellet med en skibslignende bygning, der ligger oven på 3 skyskrabere - se til venstre på bloggens baggrundsbillede).
    Lego udstillingen foregik på det flotte ArtScience Museum og demonstrerede, hvordan lego kan bruges i kunstens verden.

En dinosaur bestående af 80.000 legobrikker

Man kan godt forstå, hvorfor Singapore bliver kaldt The Capital of Asian Food - maden er fantastisk, og den findes i alle verdens forskellige variationer. Hawker Malls findes rundt omkring i Singapore, og disse er storcentre kun fyldt med små mad-stande. Det er ikke noget fancy, man sidder på plasticstole og de ansatte befinder sig kun bag disken - men maden er fremragende!

I Irland er der alfer med krukker af guld, her i Singapore findes der alfer som mirakuløst viser vej til de billigste øl I byen. Efter flere timers søgen efter et supermarked, som ikke hed "7-Eleven", viste en pygmæ-ligende, alfe-dame med hvid nissehue sig. I sin lange hvide pelsjakke tog hun os med på et eventyr gennem beboelsesområder og gyder til et supermarked i verdensklasse. Vi tog afsked med vores nye ven, der fortsatte sin rejse ud i mørket.


- Magic

onsdag den 20. februar 2013

Byen af byer

Singapore har taget godt imod os. Vi er ankommet til Little Red Dot Hostel. En fantastisk atmosfære fylder den store overdækkede tagterrasse, og der er mange andre backpackere. I skrivende stund er det snart midnat, dog er det stadig fugtigt og 25-30 grader. Vi sidder og spiller kortspil med en gruppe unge fra Tyskland, New Zealand samt Thailand, og humøret er højt. Trods det faktum, at vi alle fire har haft tysk i skolen siden 7. klasse, foregår samtalen med Tysken dog på engelsk.

Straks efter ankomsten i dag gik turen ned på den lokale bar, hvor vi fik et par kolde øl. Derefter gik vi en tur i nabolaget. Vi så det lokale fodboldhold spille en kamp på stadion og fortsatte efterfølgende til bydelen Little India. Pludselig var det som at befinde sig i Indien, og med aftensmad på en traditionel indisk restaurant var stemningen fuldendt.

Nu lærer vi vores nye venner, hvordan man spiller danske alkoholrige selskabslege, så vi må kravle i seng i nat....

Indisk restaurant i Little India

tirsdag den 19. februar 2013

SIZE MATTERS

Turen gik til Burj Khalifa, som med 830 meter er verdens højeste bygning. Og til det kan vi blot tilføje, at det er en af de højeste bygninger, vi har set! Ved siden af verdens højeste bygning ligger The Dubai Mall, verdens største shoppingcenter, der med 1.200 butikker fordelt på godt en million kvadratmeter opfylder ethvert behov. Derfor var det svært ikke at falde i shoppingfælden igen i dag. 
Selve området omkring Burj Khalifa var - ligesom resten af Dubai - utrolig flot udsmykket og en flot sammensætning af klassisk arabisk arkitektur og moderne skyskrabere. Foran tårnet lå en stor turkisfarvet  sø anlagt og med arabisk musik spillende i højtalere i hele området var det som at være med i en Hollywood-film. 

I nat siger vi farvel til Dubai og hej til Singapore. Det har været fantastisk, men samtidig lidt af et kulturchok. Det er et samfund, der er langt fremme i forhold til arkitektur og service, men ligestilling er et fremmedord. 

Bunden af Burj Khalifa i baggrunden, The Dubai Mall til højre og fire flotte fyre i forgrunden.

mandag den 18. februar 2013

Desert Walk


Lokale celebs, dagens samtaleemne blandt deltagerne i campen

I dag har været lang og begivenhedsrig!

Mall of the Emirates blev først besøgt - Et kæmpe shoppingcenter med tilhørende indendørs ski resort. Her blev der shoppet en smule og blandt vores investeringer var et GoPro-kamera, som allerede har vist sig som et godt køb. I bedste Dubai-stil blev vi herefter kørt i en stor 'Chevy' til det kendte hotel Burj Al Arab, som er et af verdens mest eksklusive. Her besøgte vi også en nærliggende bazar, hvor vi købte en såkaldt dish-dash hver, hvilket er de flotte hvide dragter vi bærer på billedet foroven. Klædt på som ægte arabere var vi dermed klar til at tage på ørkentur. Endnu engang afhentet i stor firehjulstrækker, men denne gang var kursen rettet mod den store åbne ørken. Chaufføren tog lidt luft ud af dækkene, og så fik den ellers fuld knald på gennem ørkenen, hen over de mange stejle sandbakker og klitter. Efter en halvtimes kørsel offroad-kørsel ankom vi til en camp midt i ørkenen. Campen, som vi var i hele aftenen, bød på kamelridning, vandpiber, kolde drikkevarer, lækker buffet og barbecue samt mavedans - alt sammen under den åbne stjernehimmel. 
     Trods tusmørke og en sigtbarhed på 20-30 meter foregik hjemturen gennem ørkenen med op mod 80 km/t.

søndag den 17. februar 2013

Ankomst

Så er vi velankommet til Dubai. Allerede i lufthavnen fik man indtrykket af, at dette er en by, hvor der er styr på det hele. Taxituren ind gennem byen på den sekssporede motorvej mod hotellet bød på synet af luksusbiler samt Dubai's flotte, glimtende skyline. 

Også ankomsten til hotellet var meget positiv, og vores hotelværelse viste sig at være en stor og lækker lejlighed med kæmpe køkken og stue, to soveværelser, tre badeværelser, store fladskærme og panoramaudsigt. 

Vi har gået en lille tur i området, handlet lidt ind og spist kebabret-natmad på den lokale restaurant. Dagen i morgen starter ud i hotellets fitnesscenter og muligvis med et dyp i rooftop-poolen før morgenmadsbuffeten skal indtages - de serverer næppe bacon :( 






Dubai

Så går turen til Dubai og flyet letter om lidt under 4 timer, jeg skal mødes med de andre i lufthavnen kl. 11. I flyet retter vi i, og tilføjer punkter til "listen" der skal være en række udfordringer til at sparke turen igang. Vi er fremme kl. 23 lokal tid, men mon ikke der er tid til en lille aften-øl alligevel ;)
Hyg jer i det kolde Danmark!


#Globetrotter

mandag den 11. februar 2013

Pakkelisten

De sidste forberedelser er så småt ved at være på plads og Christian har udarbejdet en liste over ting der skal med på turen. Listen er som følger;

En stor backpack og en mindre taske og evt. regntætte covers.

Et-to par bukser
Trøjer/skjorter
Undertøj
Strømper
Godt fodtøj
Klipklappere
Badetøj
Shorts
T-shirts
Evt. en tynd regnjakke
Lille taske eller rygsæk til penge, solbriller og så videre

PAS
Visum
Forsikringspapirer
Flybilletter
Kreditkort
Lidt lokal valuta
Eventuelt Vaccinationsattest
(Internationalt) kørekort
Pasfoto til visa
Kopier af dine rejsedokumenter; pas, billetter, vouchers og vigtige telefonnumre (evt. elektronisk))

Toiletsager
Solcreme
Lille håndklæde
Aspirin eller Paracetamol mod smerter og feber
Diarrépiller
Insektspray
Plaster
Kondomer
Lille lommelygte
Mobiltelefon (til kommunikation, musikafspiller, lommeregner, alarm, spil, ekstra kamera og datalagring mv)
Guide-bøger
Toiletpapir
Evt. Pengebælte (der sidder under tøjet)
Adapter
Evt. myggenet
Malariapiller