Verdens største vandkamp

Vi tog til Chiang Mai i Nordthailand for at deltage i det thailandske nytår, Songkrang, som bliver fejret med en ugelang vandfestival, hvor du gennem vand bliver renset. Vandfestivallen består af én stor vandkamp, og alle byens indbyggere plus de mange tilrejsende deltager i denne. En vandkamp i denne skala ville uden tvivl ende i aggressioner og masseslåskamp i Danmark, men da alle i Chiang Mai har forstået, at vandet gives som en velsignelse, modtager man den hårde, lårfede vandstråle fra en englænders Super Soaker 3000 med et stort smil, hvorefter man kaster en spand flodvand tilbage i hans/hendes retning - med et endnu større smil selvfølgelig.

En aften mødtes vi med Jacob, som er storebror til barndomsvennen Hans, og hans kæreste (altså ikke Hans kæreste, men Jacobs kæreste). Begge er bosiddende i Chiang Mai, og de har derfor kendskab til nogle af de skjulte skatte, som byen byder på. Vi blev taget med på en amerikaner-ejet restaurant. Ejeren ligner Julemanden på en prik og er kendt for at drikke tæt det meste af dagen, men til dags dato er det de lækreste spareribs vi nogensinde har fået. Det langtidsgrillede kød er af en anden verden, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi besøgte restauranten igen senere på ugen.
     Efter middagen oplevede vi to thaiboksekampe fra vores siddepladser på en ladyboy-bar. Her fik vi drinks serveret af høje, muskuløse og bredskuldrede "kvinder", hvilket var en sjov oplevelse. Et par andre vestlige mænd sad også på baren, men fik - pænt sagt - et mere nært forhold til "kvinderne". Hvorvidt disse mænd vidste, de befandt sig på en ladyboy-bar er ikke til at sige. Men hey, Everything goes in Thailand.

Thailand må siges at være et land, hvor du får afprøvet dine grænser. En dag i Chiang Mai blev sat af til adrenalin-sjov. Andreas og Casper begivede sig ud i klatring og repelling i et nærliggende bjerglandskab, mens Simon og Christian sprang bungy jump i junglen. Begge dele var fantastiske og grænseoverskridende på en rigtig god måde.

Med glæde fik vi i Chiang Mai genset vore kære engelske venner, som vi mødte i Australien. Det endte selvfølgelig med en overdådig bytur eller to, hvor det gode venskab blev plejet i stor stil. Det er dog utroligt, som alkohol altid bliver involveret, når vi er samlet. De må have dårlig indflydelse på os - eller er det omvendt? I skrivende stund virker sidste mulighed mest sandsynlig eftersom englænderne efter Chiang Mai tog på thaiboksning-træningslejr, mens vi rejste videre mod festøen Koh Phangan og det legendariske Full Moon Party...

Det var desværre ikke en fuldtallig trop, der efter Chiang Mai rejste til Koh Phangan i Den Thailandske Bugt. Grundet et ukontrolleret pengemæssigt vildskab i Australien fra os alle, blødte Simons budget, så før vi andre tog videre, fik han verdens største krammer og blev sendt hjem til fædrelandet.Det betyder også, at vi ikke længere har en computer, hvorpå vi kan skrive blogindlæg, hvilket denne gang er undskyldningen for, at bloggen ikke er blevet opdateret i et par uger.

Dette oplæg er skrevet fra en telefon... Sweet Jesus, det tog lang tid!

Fra billige Thailand til billigere Cambodja

Ankomsten til Cambodja var en blandet fornøjelse. Umiddelbart før grænsen blev vi kørt til en kontorlignende bygning, hvorpå der stod: WELCOME TO CAMBODIA. Det fremstod tilsyneladende som et officielt grænse-/immigrationskontor; vi skulle udfylde nogle papirer, og de ville sælge os et visum til 20$. Kontormedarbejderne virkede dog en smule suspekte, og da der ikke var andre mennesker tilstede, som der bør være på et immigrationskontor, gik vi til fods videre mod grænsen. Som vi havde mistænkt, var det første kontor ikke officielt, og det "visum", som de ville sælge os, var blot den (gratis) blanket, vi skulle udfylde for at komme ind i landet. Nu stod vi så på den cambodjanske side af grænsen i byen Poi Pet, som var et tarveligt sted med slidte turistsøgende casinoer, lokal fattigdom og støvede, ringe asfalterede veje med tiggere. Naturligvis ville vi hurtigt videre, så vi røg med første bus mod Siem Reap.

Poi Pet er heldigvis blot et dårligt førstehåndsindtryk og et misvisende billede for Cambodja. Siem Reap er trods sin status som Cambodjas næststørste by et charmerende sted. Vi var blevet overbooket på vores hostel, Mad Monkey, den første nat, så vi måtte "desværre" i stedet søge ly på et lækkert hotel til den høje sum af 30 kr. per nat. Velkommen til Cambodja!

Det var dog alligevel ikke helt ringe at komme tilbage på Mad Monkey Hostel. På grund af deres fejltagelse fik vi gratis drinks i deres bar, som selvfølgelig skulle besøges samme aften. Denne var en strandbar og lokaliseret på taget, så vi nød kombinationen af gratis drinks, udsigt over byen og sand mellem tæerne. Der var en fantastisk stemning, så det blev ikke til mange timers søvn, før vi skulle på 'tempeltur' dagen derpå. Vi havde lejet en tuk tuk med chauffør, der skulle køre os rundt til Khmer-templerne omkring Siem Reap. Vi oplevede Ta Prohm, Bayon samt Angkor Wat (som i skrivende stund pryder bloggens baggrund). Ta Prohm ligger midt i junglen og blev i tidernes morgen efterladt. Siden da har naturen taget templet tilbage, således at store træer igennem og henover templets murer har slået sine rødder. Bayon var dog mindst lige så fantastisk. Templets høje stentårne er udsmykket med hoveder på alle sider. Templet er bygget af en masse mindre sten, og på trods af den store størrelse finder du ikke én eneste sten, der ikke er udsmykket med udhuggede tegninger eller mønstre. Sidste punkt på dagsordenen var Angkor Wat, som er blevet vartegnet for Cambodja. Som et tempel uden lige tårner det sig op midt i junglen, som det eneste levn fra den nu forsvundne, gamle kongeby. Dette bygningsværk utroligt taget i betragtning af datidens tilgængelige teknologi.

Ta Prohm taget tilbage af junglen

Bayon med de karakteristiske hoveder

Vi blev kørt tilbage til byen og med al den kultur, var vi blevet godt og grundigt sultne, så vi fandt en god restaurant og påbegyndte et sandt festmåltid - HOLD DA OP, hvor er det cambodjanske køkken lækkert!

Vi tilbragte kun et par dage i Siem Reap, før turen gik med bussen videre til hovedstaden Phnom Penh. Også denne by havde et Mad Monkey Hostel, så der var ingen tvivl om, hvor vi skulle bo. Vi har været vilde med denne lille hotelkæde, da de retter sig mod unge rejsende, og de ansatte er selv unge, hvilket skyldes, at den amerikanske ejer ansætter unge fra problemramte områder, og dermed giver dem en vej ud af slum og fattigdom.
     Phnom Penh var som sådan ikke en by vi brød os særlig meget om, men vi har på trods af det rigtig mange oplevelser herfra. Hvis du som læser levede i 1970'erne eller ved noget om dette lands historie, kender du måske til Pol Pot. Denne mand var leder af det kommunistiske parti, De Røde Khmerer, som tog magten over Cambodja i 1975. De rev industrien, skolesystemet og bankvæsnet ned, fjernede valutaen samt alt informativt som tv, radioer og ure. Derefter blev den cambodjanske befolkning splittet fra deres familier og tvunget ud af byerne, så de kunne arbejde under slavelignende forhold på landets marker. Vi vidste alle en del om De Røde Khmerer hjemmefra, men intet forberedte os på det, vi på første hånd overværede ved besøget af torturfængslet S-21. Denne tidligere skole var ét af mange steder, hvor mennesker, som paranoide Pol Pot troede var en trussel for hans styre, havnede. Det var dog ikke politiske modstandere eller oprørere, men blot uddannede og akademikere samt deres koner og børn. Hvis du kom til dette sted, blev du tortureret og forhørt i 2-4 måneder indtil du kom med en tilståelse - uanset om du var skyldig i at være modstander af styret eller ej. Hvis du overlevede torturen, hvilket mange ikke gjorde, blev du sammen med mange andre sendt til The Killing Fields, som vi besøgte dagen efter. Dette var et sted med ét formål: Henrettelse. Hvad man ved af, var der 343 "killing sites", som dette i hele Cambodja. Ved hjælp af disse formåede Pol Pot på tre (!) år at dræbe op mod 3.000.000 mennesker. På grund af det store antal mennesker, der skulle dræbes, var der ikke råd til at skyde dem, så de blev dræbt med, hvad soldaterne lige havde ved hånden; økser, hammere, skovle og landbrugsredskaber. Samtidig blev småbørn dræbt ved at blive taget ved benene og slynget mod et træ…
     Det har været utrolig spændende at lære om denne historie, men samtidig utrolig sørgeligt. Hvad der har forarget/overrasket os mest er, hvordan De Røde Khmerer for under 40 år siden har formået at dræbe en tredjedel af Cambodjas befolkning på tre år, uden at der blev sat en stopper for det fra det internationale samfunds side.

Pigtråd sat op for at forhindre indsatte i at begå selvmord.

Originalbilleder fra udgravningen af en massegrav med over 300 ofre.

Efter både S-21 og The Killing Fields var vi i ekstremt dårligt humør, men fortryder ikke et eneste sekund at have besøgt stederne, og vi anbefaler det til alle. Vi måtte dog have humøret op igen, så vi tog på en skydebane, hvor vi skød med AK-47, M16 og M4; alle sammen kraftige maskingeværer. Det var også muligt for 200$ at skyde en ko med en RPG (En bazooka-lignende panserværnsraketkaster). Men da vi ikke er psykopater, var det ikke noget, vi valgte at gøre.

Sidste dag i Cambodja tog vi på en ATV-tur gennem den frodige natur og små landsbyer langt væk fra storbyen. Køreturen på disse firehjulede motorcykler var en fed, men samtidig utrolig flot måde at opleve landet på. Hver gang vi kørte gennem en lille landsby, kom alle de små børn løbende ud til vejen, vinkende og ville give os high fives. Taget fattigdommen i betragtning er denne glæde beundringsværdig. Med ét blev vi glade igen!

ASIAN SENSATION

BANGKOK, Thailands metropolis, der har visse facetter som en vestlig storby, men alligevel i høj grad er noget for sig selv. Vi har oplevet de smukke sider i form af Sky Bar, den luksuriøse restaurant og bar i 247 meters højde med en fantastisk udsigt. Nogle vil måske kunne huske dette tårn fra Hangover 2-filmen. Dertil har vi også besøgt de mange flotte templer samt den 43 meter lange, liggende Buddha-statue. På trods af at Bangkok har både moderne og ældgamle kulturelle nuancer, føler vi dog stadig at bagsiden af medaljen er den mest dominerende. På de beskidte, hektiske, traffikerede gader flyder skraldet, mens rotterne mæsker sig i efterladte madrester fra gadekøkkenerne, hvorudfra en overvældende stank fra gryderne strømmer. Bangkok er derudover også byen, hvor de berygtede fuskerkonger har hjemme. Hvis man synes danske taxachauffører kan være fuskede, når de ikke gider køre dig en kort tur, skal man holde sig langt væk fra Sydøstasien. Nationalsporten blandt taxachauffører i dette område er fuskeri på højt plan. Hvis chauf'en er så gavmild at lade dig køre i køretøjet, bliver du tilbudt at betale op mod tre gange, hvad turen bør koste. Alle taxier har et taxameter installeret, men disse bliver dog sjældent taget i brug...
     MEN med det sagt er Bangkok samtidig et mekka for backpacker-rejsende som os selv. Når mørket lægger sig, vender alle snuden mod Khao San Road, som er hovedgaden for sjov og ballade i alle afskygninger. Her var vi, fire unge vestlige mænd, tilsyneladende meget eftertragtede blandt lokalbefolkningen; piger såvel som mænd samt det der er midt imellem (The best of both worlds-folkefærdet). Det hændede, at vi blev tilbudt en stor variation af ydelser fra disse  lokale virksomhedsførende mennesker, men af gode årsager valgte vi dog ikke at støtte deres foretagende. På samme gade oplevede vi til gengæld en kulinarisk oplevelse i særklasse, da en enkelt stegt skorpion blev indtaget. Dette kan dog ikke anbefales, og sulten for denne spise er sandsynligvis blevet stillet for den nærmeste fremtid.

En af de oplevelser, der står klarest i vores erindring, er det talentshow en venlig lokal sjæl anbefalede os at overvære. På skift demonstrede håbefulde, lovende lokale talenter evner inden for dans, akrobatik, maleri... og bordtennis... Fascinerende.

 

Fire kulturelle herrer

 

Humøret når utrolige højder i en tuk tuk

 

Essensen af Thailand - Landet hvor modsætninger mødes og forelsker sig i lynets hast