mandag den 15. april 2013

ASIAN SENSATION

BANGKOK, Thailands metropolis, der har visse facetter som en vestlig storby, men alligevel i høj grad er noget for sig selv. Vi har oplevet de smukke sider i form af Sky Bar, den luksuriøse restaurant og bar i 247 meters højde med en fantastisk udsigt. Nogle vil måske kunne huske dette tårn fra Hangover 2-filmen. Dertil har vi også besøgt de mange flotte templer samt den 43 meter lange, liggende Buddha-statue. På trods af at Bangkok har både moderne og ældgamle kulturelle nuancer, føler vi dog stadig at bagsiden af medaljen er den mest dominerende. På de beskidte, hektiske, traffikerede gader flyder skraldet, mens rotterne mæsker sig i efterladte madrester fra gadekøkkenerne, hvorudfra en overvældende stank fra gryderne strømmer. Bangkok er derudover også byen, hvor de berygtede fuskerkonger har hjemme. Hvis man synes danske taxachauffører kan være fuskede, når de ikke gider køre dig en kort tur, skal man holde sig langt væk fra Sydøstasien. Nationalsporten blandt taxachauffører i dette område er fuskeri på højt plan. Hvis chauf'en er så gavmild at lade dig køre i køretøjet, bliver du tilbudt at betale op mod tre gange, hvad turen bør koste. Alle taxier har et taxameter installeret, men disse bliver dog sjældent taget i brug...
     MEN med det sagt er Bangkok samtidig et mekka for backpacker-rejsende som os selv. Når mørket lægger sig, vender alle snuden mod Khao San Road, som er hovedgaden for sjov og ballade i alle afskygninger. Her var vi, fire unge vestlige mænd, tilsyneladende meget eftertragtede blandt lokalbefolkningen; piger såvel som mænd samt det der er midt imellem (The best of both worlds-folkefærdet). Det hændede, at vi blev tilbudt en stor variation af ydelser fra disse  lokale virksomhedsførende mennesker, men af gode årsager valgte vi dog ikke at støtte deres foretagende. På samme gade oplevede vi til gengæld en kulinarisk oplevelse i særklasse, da en enkelt stegt skorpion blev indtaget. Dette kan dog ikke anbefales, og sulten for denne spise er sandsynligvis blevet stillet for den nærmeste fremtid.

En af de oplevelser, der står klarest i vores erindring, er det talentshow en venlig lokal sjæl anbefalede os at overvære. På skift demonstrede håbefulde, lovende lokale talenter evner inden for dans, akrobatik, maleri... og bordtennis... Fascinerende.

 
Fire kulturelle herrer
 
Humøret når utrolige højder i en tuk tuk
 
Essensen af Thailand - Landet hvor modsætninger mødes og forelsker sig i lynets hast



 
 
 
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar