Verdens største vandkamp

Vi tog til Chiang Mai i Nordthailand for at deltage i det thailandske nytår, Songkrang, som bliver fejret med en ugelang vandfestival, hvor du gennem vand bliver renset. Vandfestivallen består af én stor vandkamp, og alle byens indbyggere plus de mange tilrejsende deltager i denne. En vandkamp i denne skala ville uden tvivl ende i aggressioner og masseslåskamp i Danmark, men da alle i Chiang Mai har forstået, at vandet gives som en velsignelse, modtager man den hårde, lårfede vandstråle fra en englænders Super Soaker 3000 med et stort smil, hvorefter man kaster en spand flodvand tilbage i hans/hendes retning - med et endnu større smil selvfølgelig.

En aften mødtes vi med Jacob, som er storebror til barndomsvennen Hans, og hans kæreste (altså ikke Hans kæreste, men Jacobs kæreste). Begge er bosiddende i Chiang Mai, og de har derfor kendskab til nogle af de skjulte skatte, som byen byder på. Vi blev taget med på en amerikaner-ejet restaurant. Ejeren ligner Julemanden på en prik og er kendt for at drikke tæt det meste af dagen, men til dags dato er det de lækreste spareribs vi nogensinde har fået. Det langtidsgrillede kød er af en anden verden, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi besøgte restauranten igen senere på ugen.
     Efter middagen oplevede vi to thaiboksekampe fra vores siddepladser på en ladyboy-bar. Her fik vi drinks serveret af høje, muskuløse og bredskuldrede "kvinder", hvilket var en sjov oplevelse. Et par andre vestlige mænd sad også på baren, men fik - pænt sagt - et mere nært forhold til "kvinderne". Hvorvidt disse mænd vidste, de befandt sig på en ladyboy-bar er ikke til at sige. Men hey, Everything goes in Thailand.

Thailand må siges at være et land, hvor du får afprøvet dine grænser. En dag i Chiang Mai blev sat af til adrenalin-sjov. Andreas og Casper begivede sig ud i klatring og repelling i et nærliggende bjerglandskab, mens Simon og Christian sprang bungy jump i junglen. Begge dele var fantastiske og grænseoverskridende på en rigtig god måde.

Med glæde fik vi i Chiang Mai genset vore kære engelske venner, som vi mødte i Australien. Det endte selvfølgelig med en overdådig bytur eller to, hvor det gode venskab blev plejet i stor stil. Det er dog utroligt, som alkohol altid bliver involveret, når vi er samlet. De må have dårlig indflydelse på os - eller er det omvendt? I skrivende stund virker sidste mulighed mest sandsynlig eftersom englænderne efter Chiang Mai tog på thaiboksning-træningslejr, mens vi rejste videre mod festøen Koh Phangan og det legendariske Full Moon Party...

Det var desværre ikke en fuldtallig trop, der efter Chiang Mai rejste til Koh Phangan i Den Thailandske Bugt. Grundet et ukontrolleret pengemæssigt vildskab i Australien fra os alle, blødte Simons budget, så før vi andre tog videre, fik han verdens største krammer og blev sendt hjem til fædrelandet.Det betyder også, at vi ikke længere har en computer, hvorpå vi kan skrive blogindlæg, hvilket denne gang er undskyldningen for, at bloggen ikke er blevet opdateret i et par uger.

Dette oplæg er skrevet fra en telefon... Sweet Jesus, det tog lang tid!